Vedtægter

Vedtægter for Kulturkasernen

§ 1 Navn og hjemsted

Navnet er Kulturkasernen - og Kulturkasernen har hjemsted på Kasernevej 43 i Holbæk.

§ 2 Formål

Kulturkasernen skal give borgere i Holbæk kommune mulighed for at opleve, deltage og involvere sig i kulturelle, sociale og humanitære aktiviteter. Kulturkasernen skal understøtte borgernes demokratiske dannelse. Kulturkasernen skal skabe rammerne for, at den brede, folkelige aktivitetsudfoldelse for alle grupper, uanset alder, køn og etnisk baggrund, kan komme til udtryk på ét sted, og at man her møder aktiviteter på kryds og tværs af interesser. Kulturkasernen skal være et kraftcenter for den kreative folkeoplysning og bredde- og amatørkulturen i Holbæk, hvor både kunst, drama, musik, bevægelse, udstillings- og foredragsvirksomhed kan rummes under samme tag til fælles inspiration og glæde.

Kulturkasernen skal være aktørernes egen arena, hvor det frivillige engagement som udgangspunkt er den bærende drivkraft.

§ 3 Brugere

Kulturkasernens kernebrugere er frivillige foreninger, kommunale institutioner og offentligt støttede organisationer, som opfylder kulturkasernens formål og vedtægter, og som af Kasernerådet og af Holbæk kommune er godkendt som bruger med fast tilknytning til Kulturkasernen. Kulturkasernen har en særlig forpligtelse til at tilgodese og understøtte kreative, kulturelle aktiviteter for etniske minoriteter, andre marginaliserede grupper - samt unge.

§ 4 Funktion

Kulturkasernen skal være indrettet således, at lokalerne er fleksible og anvendelige til at kunne rumme mange af de aktiviteter, der ligger under breddekulturen, og at faciliteterne grundlæggende er baseret på funktionen og aktiviteten. Kulturkasernen skal kunne anvendes til løbende faste aktiviteter, suppleret med enkeltstående arrangementer.

§ 5 stk. 1 Kasernerådet

Kasernerådet er Kulturkasernens øverste myndighed med ansvar over for Holbæk kommune. Kasernerådet består af 1 repræsentant fra hver af de faste brugergrupper, jf. § 3, der danner kernen af Kulturkasernens faste aktiviteter. Kasernerådets medlemmer udpeges af de respektive foreninger, organisationer og institutioner, således som de selv ønsker det. Hver repræsentant supplerer sig selv ved frafald.

Optagelse i Kasernerådet opnås ved henvendelse til Kulturkasernens daglige leder eller bestyrelse, og efterfølgende godkendelse i Kasernerådet.

Kasernerådet fastsætter selv sin forretningsorden og afholder minimum 4 årlige møder.

Mødet i november/december betegnes som Årsmøde.

Dagsordenen for årsmødet skal minimum indeholde beretning, økonomi, valg og handlingsplan for det kommende år.

§ 5 stk. 2 Bestyrelsen

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, 3 medlemmer fra Foreningerne, 1 medlem fra de kommunale institutioner og 1 medlem fra oplysningsforbundene. De vælges som følger: Formanden for Kulturkasernen vælges for 2 år (ulige år) - Formanden skal være foreningsrepræsentant. 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år i ulige år 2 øvrige bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år i lige år

Ved forfald af repræsentation fra oplysningsforbund og kommunale institutioner, kan der suppleres med foreningsrepræsentanter.

Stemmeret på Årsmødet har 2 repræsentanter fra hver brugergruppe.

- Bestyrelsen konstituerer sig med næstformand
- Bestyrelsen kan nedsætte udvalg
- Bestyrelsen varetager Kasernerådets og brugernes interesser i det daglige
- Bestyrelsen godkender forslag til udmøntning af det vedtagne budget
- Bestyrelsen er ansvarlig overfor de principper hvorefter Kulturkasernen drives
- Bestyrelsen deltager ved ansættelsen af den administrative leder
- Kasernerådet kan supplere bestyrelsen mellem årsmøderne, såfremt der er behov herfor
- Kasernerådets bestyrelse repræsenterer Kasernerådet og Kulturkasernen i forhold til offentligheden og til Holbæk Kommune

§ 6 Drift

Kulturkasernens administration varetages af en daglig administrativ leder, ansat under Holbæk Kommune. Den administrative leders opgave er bla. at koordinere og fremme aktiviteter og arrangementer på tværs af foreninger, organisationer og borgergrupper. Den administrative leder omsætter Kulturkasernens principper, retningslinier og indhold - og sikrer legaliteten. Den administrative leder har ansvaret for den daglige drift og træffer i øvrigt alle konkrete afgørelser vedrørende virksomheden - jf. Driftsaftalen, Holbæk Kommunes generelle rammeprincipper og Kulturkasernens vedtægter. Der ydes kommunal støtte til bygningernes drift, herunder, forsikring, el, vand, varme, rengøring og vedligeholdelse.

§ 7 Rettigheder og pligter

Kasernerådets medlemmer har førsteret til at reservere lokaler på Kulturkasernen, således at Kasernerådets medlemmer foretager sæsonreservationer i foråret før hver ny sæson. Kulturkasernen stiller lokaler og faciliteter til rådighed for - primært kasernerådets medlemmer, sekundært øvrige brugere - som har pligt til at efterleve gældende ordensregler for stedet. Kasernerådets medlemmer har pligt til at deltage i Kulturkasernens Åbent Hus-arrangementer, samt yderligere at være medarrangør af mindst et andet årligt fælles arrangement, markedsdage, udstillinger eller lignende. Hvis en brugergruppe af kasernerådet væsentligt misligholder sine forpligtelser i henhold til denne vedtægt, kan Kasernerådet, efter indstilling fra bestyrelsen, beslutte at bringe medlemskabet til ophør med 3 måneders varsel.

§ 8 Vedtægtsændringer

Ændring i disse vedtægter kan kun finde sted, hvis mindst halvdelen af Kasernerådets medlemmer stemmer herfor og træder først i kraft efter godkendelse i Holbæk Kommune.

§ 9 Kulturkasernens ophør

Opløsning af Kulturkasernen finder sted ved opsigelse af den mellem Kasernerådet og Holbæk Kommune indgåede driftsaftale.

Ved ophør tilhører de dele af Kulturkasernens inventar, der oprindeligt er kommet fra enkelte medlemmer af Kasernerådet, de pågældende medlemmer, i henhold til en liste over det inventar der ejes af diverse foreninger.

For så vidt angår drift af Kulturkasernen overgår evt. overskud og egenkapital til Holbæk kommune, og der ydes ikke erstatning fra Holbæk kommune for foretagne forbedringer.



Feedback

Sidst opdateret

06.10.2015

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard